Knæk Cancer ❋

Heey guys.

Som alle nok ved i denne uge, så er der knæk cancer. Denne sygdom er så forfærdelig. Jeg har mistet en del familiemedlemmer til den grimme sygdom. Bl.a. min egen mor.

Vi mistede 3 familiemedlemmer til kræften inden for 4 år. Det er ret kort tid, når ens familie ikke er særlig stor i forvejen. Så jeg har selvfølgelig været med til at støtte op det. Jeg vil ikke have, at børn skal gå det samme igennem, som min søster og jeg har gjort. Vi havde det så forfærdeligt, da min mor var syg til kræften.

Jeg vil super gerne fortælle jer om hendes forløb, fordi det varede ikke særlig lang tid. Så håber i vil bruge bare 5 min af jeres tid og læse det. Måske kender i nogle, som går det samme i gennem, som jeg gjorde, og måske kan i give dem noget inspiration til dem. Ens verden går ikke under, selvom det virkelig følelse sådan.

Men her er historien!

August 2008.

Min mor kommer hjem fra hospitalet, fordi hun har været til tjek på hendes modermærke, som hun havde på hendes ryg. Hun var ude og prøve gallakjole i starten af august måned, og der opdagede min søster på 8 år, at hendes modermærke havde forandret sig til et hjerte og var blevet mindre. Min mor var sikker på, at det var en god ting, at det var blevet mindre. Lægen, som hun få år tidligere havde besøgt, sagde at min mor ikke skulle være bekymret for det, da hun ikke ville få kræft med det. Men en dag i august sidder jeg derhjemme sammen med min søster. Vi er lige kommet hjem fra skolen. Jeg ved, at min mor har været på hospitalet, og havde en god fornemmelse i maven. Jeg tager min telefon, da hun ringer. Jeg går ud på vores altan, fordi jeg ville ikke forskrække min søster. Vores mor skulle selv fortælle hende det. Men det var desværre ikke nogen god nyhed, min mor kom med. Det første hun siger er, at hun har fået kræft, som startede hendes modermærke, og som har spredt sig til hendes lymfer. Jeg har slet ikke nogle ord for, hvor ondt det gjorde. Mit hjerte blevet revet i flere tusinde stykker. Jeg begyndte at græde, og min mor prøvede at trøste mig igennem mobilen, fordi min søster skulle jo ikke opdage noget. Jeg lægger på, og står stadig ude på altanen, og venter lidt med at gå ind til min søster, som sidder og ser TV. Nogle timer senere kommer vores mor hjem, og hun hiver min søster med ud i køkkenet, og fortæller min søster det. Jeg høre, at min søster også bryder fuldstændigt sammen. Jeg sidder inde i vores sofa, og græder. Jeg følte jo allerede, at min mor var død, og det samme tror jeg også, at min mor følte om hendes egen sygdom. Da de kommer ud fra køkkenet, løber jeg hen til min mor og søster, og krammer dem og fortæller dem, at jeg elsker dem over alt på jorden. Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt for at redde min mor.

Det følgende måneder blev min mor sendt til Odense Universitetshospital, hvor hun blev opereret for kræft. Hun fik også noget medicin, som var noget nyt noget. Lægerne vidste ikke særlig meget om det. Jeg er ret sikker på, at min mor kun var en forsøgskanin på det hospital. De gjorde intet godt for hende. Hun tabte sig rigtig meget, og det nok også en af grundene til, at hun døde så hurtigt som hun gjorde. Men når hun var hjemme, fik hun et glas rødvin til aftensmaden, som hun plejede at gøre. Dog var det anderledes, når hun drak det, fordi hun drak flere glas end normalt. Jeg spurgte en dag, hvorfor hun gjorde det. Til det svarede hun bare:” Hmmm. Jeg skal jo alligevel dø, så kan jo ligeså drikke og ryge så tosset jeg vil.” Den sætning sagde hun i en måned. En dag blev jeg så træt og sur på hende, så jeg slet ikke tænkte over det jeg råbte i hendes hovedet. Jeg slog hånden i bordet, og råbte:” Du skal ikke f*cking dø, okay. Hvis det er det du vil, så smid dig ud foran et tog eller hop ud for en lastbil eller på motorvejen. Jeg gider ikke at høre om det længere. Det er synd for Amalie (min søster) og jeg.” Så tog jeg min jakke og gik min vej. Jeg kunne mærke, at jeg bare måtte af med mine følelser. Da jeg så kommer hjem, krammer min mor mig, og underskylder mange gange for det hun har sagt i den måned. Siden den dag sagde hun det ikke mere, og hun kæmpede hver dag. Jeg har efterfølgende fået af vide fra min mormor, at min mor fik et chok, da jeg råbte det. Hun troede ikke, at tog det så personligt, som jeg gjorde. Men selvom hun ikke sagde den sætning og hun fik kemo og tabte håret, så blev hun altså mere syg for hver dag der gik. Hun fik disse små buler overalt på kroppen, som gjorde rigtig ondt på hende, hvis man krammede hende. Hun var også blevet så syg, at hun kunne ikke lave de huslige pligter længere, så dem lavede jeg. Dvs. lavede mad, gjorde rent, handlede ind, passede min søster, passede skole (så godt jeg kunne). Min mor lå inde i stuen (som var hendes værelse) og jamrede hver nat pga smerterne fra kræften. Tror ikke at min søster har hørt dem, men jeg vågnede mange gange om natten, fordi jeg hørte dem.

Påskeferien 2009

Der var vi på vej til London. Det var første gang, at jeg var i London, og det var også den sidste rejse med min mor. Som sagt var min mor blevet rigtig svag, men under den tur blomstrede hun op. Hun gik fra Paddington St til Oxford Street. Det var rigtig langt for en, som nærmest ikke kan gå. Så vi holdte rigtig mange pauser, fordi hun fik ondt i hele kroppen jo længere hun gik. Men hun var stædig ligesom jeg, og gav ikke op. Vi fik set rigtig meget og shoppet, og det var en super hyggeligt tur med min mor, søster og mormor.

Maj 2009

Så blev det konfirmationstid, og jeg skulle konfirmeres d. 9. maj 2009. Min mor klarede den dag så flot. Jeg vidste slet ikke den dag, at hun havde det så dårligt. Hun havde taget såååå mange piller, så hun kunne klare dagen. Nogle af min mors venner kom og pyntede salen op om morgen, fordi min mor ikke kunne klare det. Jeg har fundet min konfirmationstale frem af min mor. Hun lyder slet ikke syg, og hun var bare fantastisk. Hun gjorde også alt, hvad jeg ville have. Vi knoklede rigtig meget, så dagen skulle blive god, og det gjorde den sørme også. Hun havde i alt hemmelig skaffet en porsche, som kom og hentede mig fra kirken, og ud til et sted, hvor jeg fik taget en masse konfirmationsbilleder. Det kom som en overraskelse for mig. Tænkt at hun har haft tid til at finde en porsche, som kunne hente mig, når hun også havde sygdommen at tænke på.

Juni 27

Denne dag begyndte helvedet for alvor at komme frem. Min mor begyndte at kaste blod op, fordi alle pillerne, som hun havde spist havde givet hende mavesår. Hun kunne ikke holde på afføringen længere. Hun spiste ikke længere eller drak. Hun lignede bare en grøntsag i sofaen. Min mormor og min mors veninde var der sammen med os. De passede min mor, mens min søster og jeg var inde på hver af vores værelser. Dagen efter fik jeg at vide at min mor skulle på hospitalet med det samme. Så ambulancen kom, og min søster, min mors veninde og jeg gik udenfor. Det skal lige siges, at vi boede i lejlighed på tredje sal, og min mor kunne ikke gå pga smerter. Så ambulance folkene bad min mors veninde om, at tage os udenfor, så vi ikke kunne høre skrigene, når de bag hende ned. Hun skulle sidde på en  stol, da en båre ikke kunne komme ned at trapperne. Selvom vi stod udenfor, så kunne vi høre hende skrige. Jeg husker det stadig den dag i dag, hvordan hun skreg fra tredje sal til ambulancen, hvor hun fik en masse smertestillende. Vi kørte efter ambulancen og endte på Helsingør Hospital, hvor vi fik at vide af lægerne, at vi nok skulle regne med, at hun ville dø her inden for kort tid. Min mor havde fået så meget smertestillende medicin at hun talte sort. Hun spurgte efter min moster (som dødede året før til kræften) og efter sin mormor (som døde to år før af alderdom). Hun talte til min søster og jeg, som om vi var små børn igen.

Jeg sad på et tidspunkt alene med min mor og græd og græd. Hun holdte mig i hånden, og sagde, at jeg skulle passe på min søster. Jeg nikkede og fortalte, at det skulle jeg nok gøre.

Jeg tog hjem til min veninde og overnattede dér, fordi jeg ikke ville sove sammen med hende. Tænkt hvis hun døde foran mig. Det ville jeg slet ikke kunne bære. Den dag i dag fortryder jeg, at jeg ikke blev hos hende. Men sket er sket, og jeg kan ikke skrue tiden tilbage, og det vil jeg helst hellere ikke, fordi det var et helvedet efter hun døde. Men som sagt, så tog jeg til en veninde og overnattede der. Da jeg vågnede fortalte de mig, at min mor ikke var død, men nok var virkelig tæt på. Så vi kørte af sted til hospitalet igen.

Jeg gik ind på hendes værelse, og hun lå bare med åben mund og lukket øjne. Jeg gik og tog fat om hendes hånd, og kyssede den og sagde, at nu var jeg ankommet. Jeg fik lov til at være derinde alene. Jeg satte mig hen på en stol og kiggede ud af vinduet. Jeg tror, at jeg sad der i 5 min, hvor jeg høre at hun har svært ved trække vejret. Jeg løber hen til hende, og i det jeg når hen til hende, så åbner hun øjnene og kaster blod op. Som en naturlig reaktion skriger jeg, og lægerne kommer løbende ind og siger, at jeg skal ud, men jeg vil ikke ud. Jeg stå lammet, mens jeg skriger. Min mors veninde kommer og tager mig ud. Der går 2 sek efter jeg er kommet ud af værelse, og en af lægerne kommer ud og fortæller, at nu er hun sovet ind. Min verden braser fuldstændigt sammen. Min sommer, som lige var startet var ødelagt.

Alle får den besked, at min mor er død. Alle er rystede, og siger, at det er så synd for min søster og jeg. Ja, det er det da, men det kunne jeg ikke se på det tidspunkt.

R.I.P Mor

18. februar 1967-29. juni 2009

Blev kun 42 år gammel. 10 måneder tog det for kræften at tage dig! Du er en smuk engel sammen med din moster, onkel Michael, oldemor, farmor og mange andre mennesker.

De efterfølgende måneder går jeg til psykolog, som ikke hjælper overhovedet. Der sker en masse andre ting, som har gjort mig til den jeg er i dag. Men min mors død tog rigtig hårdt på mig. Jeg har prøvet at begå selvmord op til flere gange, fordi jeg har været så ked at det og bare savnede hende.

Da min onkel døde sidste år i december måned til kræften kom alle minderne op igen, og ved hvordan vi mine fætre havde det, da de mistede deres far.

Så til alle der sidder og læser dette, så støt op om denne virkelig grimme og dumme sygdom. Plus tjek jeres modemærker jævnligt. Jeg skal selv have tjekket op på mine. Lad vær med at gå i solarie, som min mor gjorde. Brug spraytan i stedet.

Dette var rigtig hårdt for mig at skrive. Sidder da i hvert fald med tårer i øjnene lige nu. Sidder og tænker på alle de børn, som mister en forældre eller to. Ved hvilken smerte de går i gennem. Den er forfærdelig. Så giv kærlighed til jeres forældre, selvom de er nogle dumme svin!

Xoxo Josefine…

Hør min mors tale her

Billedet til venstre er fra august 2008, og de to andre billeder er fra min konfirmation.